| Oversigt | Næste dag |
Turen til Billund varsler også nye tider. Normalt har vi haft nogen til at bringe og hente os i lufthavnen, men der er faktisk gode busforbindelser fra Vejle til Billund (direkte til lufthavnen), så Marie kørte os til Vejle. Jan tog offentlig transport fra Mårslet. Og ganske rigtigt – der var ingen problemer med at fange en bus i Vejle.
I Billund Lufthavn var alt ved det gamle. Med Ryanair skal man selv lave alt arbejdet og der var som sædvanlig lidt ekstra nervøsitet ved sikkerhedstjekket, hvor ens håndbagage skal kontrolleres. Min rygsæk blev taget ud til et ekstra tjek – til stor morskab for de 2 andre.
Ryanair fløj fra Billund stort set til tiden. Jørn havde flottet sig og købt priority booking og ekstra bagage, så vi kunne smægte os. Efter en god times flyvning, landede vi i Stansted på minuttet. Her var der varmt som bare pokker og det var næsten som at komme til Spanien.
Med alt bagagen samlet sammen, fandt vi en shuttlebus, der skulle fragte os til området med biludlejningsfirmaer. Det tog ikke lang tid, at få ordnet de fornødne papirer til bilen. Og som sædvanlig prøvede sælgerne at prakke os alt muligt ekstra på. Vi blev dog enige om, at det var en god ide at ofre 300 pund på en forsikring, der fjernede vores selvrisiko, hvis der skulle ske noget med bilen. Selv om Jan er en rutineret chauffør, har de jo ikke lært at køre i højre side af vejen endnu og det kan være lidt uvant…
Den lejede bil blev fyldt op med vores happengut. Der var ikke så meget at slåsse om. Jeg tog bagsædet med alt mit bagage. Så kunne Jørn og Jan fylde bilens bagagerum med deres ting.
Jan agerede chauffør og Jørn forsøgte at guide fra passagersædet. Det gik også fint med at finde vej ud fra området, men vi havde ikke kørt ret meget på motorvejsnettet, før jeg kunne høre, at de bandede på forsædet. De havde åbenbart misset en frakørsel og var nu på vej ind mod London. Næste afkørsel var 10 km. fremme, så det gav lige en ekstra tur på motorvejen.
Ikke ret længe efter var den gal igen. Hvad fanden laver de omme på forsæderne, tænkte jeg og tændte min Google Maps, for at være sikker på, at de blev ledt den rigtige vej.
Første stop på turen blev på en af de store serviceområder, der ligger langs det Britiske motorvejsnet. I Danmark er det typisk MacDonald, der huserer sådanne steder men i England er det heldigvis Burger King. Jeg smagte en Angus Burger – og det var slet ikke så dårligt endda. Til gengæld serverer de stadig de totalt intetsigende boller til burgeren. Her er Burger King ikke en skid bedre end MacDonald!
Turens første destination blev en stor stencirkel i Avebury, som Jan mente, at vi skulle se. Selv om stencirklen er Europas største af sin art, er den slet ikke så kendt som f.eks. Stonehenge. Det betyder også, at det koster gratis at besøge denne stencirkel, der formodes at være lige så gammel som Stonehenge.
Det var ikke så let at se symmetrien i cirklen, da vi gik rundt. Stenene var imidlertid meget imponerende. Vi gik rundt om ca. halvdelen af cirklen, før vi blev enige om at gå ind til byens pub The Red Lion, for at smage turens første ægte cask ale.
Næste punkt på Jans guidede tur i området gik til byen Devizes. I byens vestlige udkant ligger Caen Hill sluserne. Sluser har jeg set masser af, men disse var specielle på den måde, at der til hvert niveau i sluserne var en stor sø, hvorfra/til vandet blev pumpet. Det har jeg ikke set før.
Jeg var sat til at finde en campingplads, hvor vi kunne overnatte. Der var sådan set kun et krav: der skulle være en pub i nærheden! Jeg fandt ud af, at min app på telefonen, som vi bruger, når vi kører med autocamperen (Campercontact) kunne filtrere og f.eks. finde steder, hvor campingpladserne har teltpladser. Så var det bare at gå på jagt i området og se, om campingpladserne lå i nærheden af en by (og dermed sandsynligvis også en pub).
Valget faldt på byen Lacock. Ifølge kortet var der kun 700-800 meter til nærmeste pub.
Campingpladsen Picadilly Caravan Park havde en ældre herre som bestyrer. Han fulgte os troligt ned til et spot, hvor vi kunne parkere og slå telte op. Det var en fredelig lille campingplads og der var ikke fyldt op. Og så var det en billig plads. Vi betalte 26 pund for det hele.
Teltene blev slået op. Jan i et 1-mands og Jørn og jeg i et 2-mands telt. I samme øjeblik teltene var slået op, var der afgang mod pubben. Byen Lacock viste sig at være en hyggelig lille by, der stort set kunne være taget ud af enhver ældre engelsk tv-serie. Byen blev faktisk også brugt som kulisse i mange situationer.
På The George Inn bænkede vi os i haven med en pint og bestilte aftensmad. Udvalget af øl var begrænset, hvis man da ikke er til forskellige pilsnere og cidere. En lokal Wadworth blev rost af personalet, men den var lidt kedelig og intetsigende.
Byens anden pub The Red Lion (der var den igen) skulle servere vores godnatøl. Så var vi grydeklare og begav os tilbage til teltene. Over en stærkt trafikeret A350 tilbage til campingpladsen – i mørke.
Mit hoved ramte knap nok hovedpuden, før jeg sov. Det var varmt, så jeg nøjedes med at sove i en silke inderpose. Kl. kvart i 4 vågnede jeg. Det var alligevel for koldt, men jeg havde ikke taget soveposen med fra bilen, så jeg var nødt til at klare mig. Jeg fandt et par shorts, som måtte udgøre det for min dyne de steder, hvor jeg frøs mest :)
| Oversigt | Næste dag |